Den nye arbejdsmarkedsmodel blev vedtaget internt i Danske Fysioterapeuter i 2017, og i foråret 2019 begyndte forhandlingerne af de nye basiskontrakter. Det har ført til et øget fokus på ansættelsesvilkår hos vores medlemmer, men vi ser desværre stadig uligevægt i de grundlæggende ansættelsesforhold. Det har jeg tænkt mig at rette fokus mod, så vi som forening kan være med til at sikre en højere mindsteløn, og egnet arbejdskraft både i den offentlige og private sektor.
Udviklingen i praksis
Vores praksissektor har udviklet sig enormt i de sidste 10-15 år. Vi er gået fra klinikker med få fysioterapeuter, med forhæng mellem behandlingsrummene, og små eller ingen træningssale, til store klinikkerne med mange fysioterapeuter, individuelle behandlingsrum og store træningslokaler.
Den faglige udvikling i praksis har også været stor. Der findes mange dygtige fysioterapeuter i vores praksissektor, og dette til trods for, at vi via vores overenskomst med sygesikringen har en generalist-overenskomst. Vi skal kunne tage alle patienter med alle slags problemer, hvis vi arbejder under overenskomst med sygesikringen.
Lønninger og ansættelsesforhold
Der har været et stort fokus på at optimere indtjeningen på klinikken. Fokus på at forretningsudvikle og sælge de hjælpemidler, vi før sendte patienterne i detailhandlen for at købe. Men vi har desværre også har set, at det øgede fokus på optimering af indtjening har en tendens til at påvirke lønnen for de ansatte i vores praksissektor.
Jeg er overbevist om, at problemet med de lave lønninger er opstået af flere årsager. Der har været et overbud af fysioterapeuter, og det har presset lønningerne i bund.
Er udbuddet af fysioterapeuter større end efterspørgslen, så kan det ses på løn og ansættelsesforhold på arbejdsområder, hvor der ikke er en overenskomst. Og så har det givetvis været muligt at få især nyuddannede fysioterapeuter til at sige ja tak til en lav løn, ud fra et ønske om en stilling i praksis.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Arbejdsmarkedsmodellen
På det ekstraordinære repræsentantskab i nov. 2017 blev forslaget om en ny arbejdsmarkedsmodel internt i Danske Fysioterapeuter vedtaget. Medlemmerne blev inddelt i sektionerne, og bestyrelserne for de sektioner blev valgt. Dette var den model, der var flertal for i hovedbestyrelsen, og jeg var del af dette flertal.
Først i foråret 2019 begyndte forhandlingerne af de nye basiskontrakter i praksis, og fra den 24. juni 2019 skulle alle fremtidige ansættelser være mindst lige så gode, som beskrevet i basiskontrakterne. Er man medlem af Danske Fysioterapeuter er man forpligtet til at bruge de forhandlede kontrakter.
Har det så hjulpet? Ja, det mener jeg, det har. Er alle problemer løst? Nej, det er de ikke. De laveste lønninger HAR fået et løft, og der er kommet et øget fokus på retmæssig pension og feriepenge for vores ansatte i praksis. Men ved den seneste lønundersøgelse viste det sig, at 1 ud af 10 ansættelser i praksis udbetaler mindre i løn eller pension, end der er aftalt.
Alt afhængig af, om man er for eller imod den interne arbejdsmarkedsmodel, så ser man enten på dette, som et udtryk for at vi er godt på vej, eller at modellen har fejlet. Jeg mener, at vi er godt på vej. Ikke mindst fordi vi har to velfungerende sektionsbestyrelser, hvor forhandlingsdelegationen forstår forhandlingens svære kunst. Jeg ved at politiske resultater kommer med tålmodighed og jeg tror ikke, at vores udfordringer i praksis er løst ved kun at forhandle basiskontrakter.
Et arbejdsmarked i balance
Som jeg har været inde på i mit indlæg om et arbejdsmarked i balance, så handler det her problem også om udbud og efterspørgsel af fysioterapeuter. Hvis vi som faggrupper formår at gribe de muligheder vi har nu, for at skabe flere fysioterapeutiske jobs i vores offentlige sundhedsvæsen, så vil det også smitte af på lønninger og ansættelsesforhold i vores private sektor.
For er der ikke mange arbejdsløse fysioterapeuter at vælge imellem, så må klinikkerne tilbyde passende løn og ansættelsesforhold for at tiltrække egnet arbejdskraft. Og forhandlingsforholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver bliver meget mere ligeværdigt.
Er der andre muligheder?
Men hvorfor ikke bare gå med forslaget om at skille arbejdsgiverne fra foreningen? Fordi, hvis det skal have den ønskede effekt, som flere kritikere af den interne model efterspørger, så skal foreningen Danske Fysioterapeuter opløses, og der skal oprettes en stadsforening, en forening for arbejdsgivere, og en forening for arbejdstagere.
Dette vil i katastrofal grad forringe den politiske gennemslagskraft, vi har som samlet forening. Vi vil som arbejdstagere og arbejdsgivere blive brugt som brikker mod hinanden i det politiske spil omkring overenskomstforhandlinger. Det vil gøre at praksisoverenskomsten bliver forhandlet alene af arbejdsgiverne i praksis, sammen med deres foretrukne interesseorganisation - højst sandsynligt DE.
Det vil betyde, at størstedelen af vores medlemmer i praksis skal arbejde under en ydelsesoverenskomst, som de ingen indflydelsen har på. Dette er efter min mening helt uholdbart. Jeg tror fortsat på den interne model, der sammen med det at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel efter fysioterapeuter på arbejdsmarkedet, skal og kan sikre gode løn- og ansættelsesforhold i vores praksissektor.
Erhvervsudviklingstrategi
Som jeg startede med at skrive, så har vores praksissektor udviklet sig enormt over de sidste 10-15 år. Denne udvikling er sket, fordi der har været økonomisk vækst i vores praksissektor - en vækst, vi nu kan se langt efter, fordi vi ved sidste praksisoverenskomst blev mødt med et ultimativt krav om en fast økonomisk ramme på speciale 62. Så nu er begge vores specialer omsluttet af en fast økonomi.
Vi skal naturligvis altid gå til overenskomstforhandlingerne med krav om, at den økonomiske ramme skal udvides, men tiden hvor den økonomiske ramme voksede med den gennemsnitlige udgift pr. patient, hver gang et nyt cpr-nummer kom ind i ordningen, er forbi. Så hvis vi skal sikre gode vilkår i vores praksissektor, både for patienterne og vores medlemmer, så skal vi kigge andre steder hen.
Jeg vil være fortaler for, at vi genopliver vores erhvervsstrategi og kigger mod de sundhedsydelser, som danskerne betaler milliarder for hos personlige trænere, massører og alternative behandlere. Og nej, jeg mener ikke, at vi skal til at tilbyde varer, der ligger udenfor vores faglighed.
Men vi kan tilbyde dem et høj kvalitetsprodukt, som de ikke får andre steder. F.eks. har praksissektoren lært ikke at sende patienterne i detailhandlen efter træningselastikker, eller på apoteket efter støttebind til knæ. Dem sælger vi i stort omfang selv nu. Vi laver løbestilsanalyser, og har masser af hold udenfor sygesikringsoverenskomsten. Mere af det! Et område kunne være forebyggelsesområdet, hvor vi som faggruppe kunne bruge vores sundhedspædagogik, vores sygdomsviden og vores viden om træning. Vi kunne fx forebygge eller forbedre livskvaliteten for borgere med diabetes eller diabetes på vej. Vi er som faggruppe helt unikke i vores forståelsen og kommunikation med det enkelte menneske, vi kan nå steder hen med forebyggelse som personlige trænere ikke kommer i nærheden af.
I 2012 fik Danske Fysioterapeuter lavet rapporten Health for Sale, og i 2015 lavede man en opdatering. Jeg mener, det er på tide, at vi genbesøger området og ser på, hvor langt vi er kommet på markedet for sundhed - og ikke mindst, hvordan markedet ser ud i forhold til for 7 år siden. Hvis genbesøget viser, at der er udviklingspotentiale, så er jeg vil være villig til at kigge på, om vi som forening kan tilbyde medlemmerne den rette rådgivning. Er kompetencerne til stede i sekretariatet eller skal der prioriteres nye? Det er vigtigt, at vi følger genbesøget helt til dørs og får givet medlemmerne mulighed for at forfølge det eventuelle potentiale og de nye områder på en professionel måde.
Direkte adgang med sygesikringstilskud
Jeg mener, at vi som forening skal holde næsen i sporet, og fortsat arbejde for direkte adgang til fysioterapi MED sygesikringstilskud. Den regering, vi har i Danmark lige nu, er ikke umiddelbart fortaler for direkte adgang. Men den politiske tradition i Danmark er, at regeringer skifter. I øvrigt venter vi på regeringen udspil på sundhedsområdet, måske er der en lille åbning der? Derfor skal vi følge forsøget i Region Hovedstaden, hvor klinikker er udtaget til et forsøg med direkte adgang tæt.
Hvorfor er det så vigtigt, tænker du måske? Fordi hvis vi som faggruppe får direkte adgang med sygesikringstilskud, vil det være en anerkendelse af vores kompetencer til at diagnosticere og udrede patienter og borgere.
Det vil være et stort skridt på vejen til at andre faggrupper anerkende os, som de muskuloskeletale specialister vi er. Det vil åbne døren for en dialog omkring specialisthonorering!